Det tog 30 læger 24 timer, men nu ligner to-årige Lakshmi fra Indien alle andre børn. Og hun kan formodentlig også snart stå og gå.
Hun blev født med fire arme og fire ben, men det lykkedes i nat et stort lægeteam at fjerne den to-åriges ekstra lemmer, redde hendes organer og genopbygge hendes bækken, oplyser lægen Sharan Patil fra et hospital i byen Bangalore.
Pigen har siden fødslen levet med en såkaldt parasit-tvilling, hvis udvikling gik i stå inde i hendes mors mave. Det overlevende foster overtog led, nyrer og andre kropsdele fra tvillingen.
Lakshmi har fået sit navn efter den firearmede Hindu-gudinde for rigdom, skønhed og velstand. Og mange i hendes landsby i den nordindiske stat Bihar opfatter hende også som en gudinde.