Kærlighedens Slør. Instr.: John Curran
I biograferne landet over nu. 

Kan det lade sig gøre at redde et ægteskab, hvor begge parter er så langt fra hinanden, at de ikke engang kan se hinanden i øjnene, og de eneste ord, der bliver mælet, er »ræk mig saltet«?

Det er omdrejningspunktet i filmatiseringen af W. Somerset Maughams roman ?Kærlighedens slør’.

Historien om kærlighed, svigt og jalousi er velkendt, næsten banal. I 1920’ernes England gifter den generte bakteriolog Walter Fane (Edward Norton) sig med den forkælede overklassepige Kitty (Naomi Watts). Kort efter brylluppet tager han hende med til Shanghai, hvor han skal udstationeres. Kitty er ensom og keder sig, indtil hun møder den flotte vicekonsul Charlie Townsend, som hun indleder en affære med. Da Walter opdager affæren, tvinger han Kitty til at tage med til en koleraramt landsby, hvor han skal arbejde.

Det er den flotte indpakning og og det troværdige skuespil, der løfter den lidt træge handling. Den ellers hårde Edward Norton gør det overraskende godt som kejtet, engelsk videnskabsmand med køligt modspil af Naomi Watts, der med sin mørke 1920’er-page og porcelænshud er som taget ud af et sort-hvidt fotoalbum.

Filmen er spækket med farverige, bølgende billeder af Kinas blå bjerge og frodige natur på en lydkulisse af komponisten Alexandre Desplats (?Syriana’, ?The Queen’) smukke klaverkompositioner, som filmen vandt en Golden Globe for.

Stemningen giver associationer til ?The Piano’ – og filmen er sandsynligvis bedst egnet til fans af denne genre.