Vegetarpostejen Nutana var uskyldig, da en 16-årig dreng fik en livsfarlig pølseforgiftning.
Det oplyser Fødevarestyrelsen, som sammen med Statens Serum Institut har analyseret postejen de seneste dage.
Vegetarpostejen var under mistanke sammen med en tofu af mærket Urtekram, men Fødevarestyrelsen mistænker stadig enkelte partier tofu.
Når Fødevarestyrelsen fastholder påbuddet om ikke at sælge og spise tofuen, skyldes det, at botulisme, eller pølseforgiftning i daglig tale, er en meget alvorlig madforgiftning. Samtidig har det ikke været muligt at analysere det glas med tofu, som den 16-årige spiste af.
Der er meget sjældent, at forbrugere i Danmark smittes med botulisme, og der er da heller ikke, siden det aktuelle tilfælde, rapporteret tilfælde af botulisme i Danmark.
Fødevarebåren botulisme er en sjælden, men alvorlig madforgiftning, som normalt viser sig 12-36 timer efter, at man har spist mad med det giftige proteinstof.
Symptomer kan være svimmelhed, synsforstyrrelser, synkebesvær, talebesvær og i øvrigt lammelser herunder også af de muskler, der er vigtige for åndedrætsfunktionen. Derfor er forgiftningen livsfarlig.
Botulismebakterien udvikler luft, når den vokser. Derfor vil en dåse med bakterien ofte bule ud i bund og låg.
Har du købt tofu-produktet mærket mindst holdbar til 26.04.2014 og 10.05.2014, skal du kassere dem eller aflevere dem, der hvor de er købt.