Det koster et år og fire måneders fængsel samt frakendelse af førerretten i otte år, at en 29-årig mand i marts kørte vanvidskørsel i Aarhus i en leaset Porsche.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag, hvor det bemærkes, at det er den første dom for vanvidsbilisme i politikredsen, efter at en strafskærpelse trådte i kraft 1. marts.
Dommen mod den 29-årige faldt fredag ved Retten i Aarhus, og her blev det slået fast, at manden havde bragt fire menneskers liv i fare, da han om aftenen den 27. marts kørte vildt i området ved Thorvaldsensgade og Viborgvej.
Blandt andet var en cyklist tæt på at blive ramt af Porschen, da den 29-årige bragede over for rødt lys. Også to kvindelige fodgængere var tæt på at blive kørt ned, da bilisten svingede ind foran dem.
Manden bag rattet var påvirket af spiritus og kørte mellem 150 og 210 kilometer i timen ind ad Viborgvej. I løbet af sin køretur lavede han også overhalinger over dobbelt optrukne linjer og kørte over for flere røde lys.
En patrulje fik kontakt til Porschen, men den 29-årige havde ifølge pressemeddelelsen ikke lyst til at standse trods betjentenes opfordring.
I stedet satte han farten op og mistede på et tidspunkt herredømmet over bilen, så han havnede i den forkerte kørselsretning på Viborgvej. Han overhalede også indenom, inden han kørte bilen ned i en parkeringskælder og flygtede fra stedet.
Betjente troppede herefter op på en adresse i nærheden, hvor den 29-årige og hans kæreste var. Her sagde parret, at det var kæresten, som havde kørt bilen. Derfor er den 29-årige også dømt for at have givet urigtige oplysninger.
Vanvidsbilisme har fået politikerne til at reagere, og der er derfor skærpet straf for den slags kørsel. Dog slipper den 29-årige for at få konfiskeret den leasede Porsche.
Konfiskation af biler i forbindelse med vanvidskørsel er blevet muligt efter færdselsloven, men reglen trådte første i kraft den 31. marts - altså få dage efter mandens vilde kørsel.
Manden er også dømt for et tidligere forhold om spirituskørsel og kørsel frem for rødt lys. Det skete 1. maj 2020, og dengang fik han midlertidigt inddraget førerretten.
Den 29-årige overvejer, om han vil anke dommen.
/ritzau/