En 26-årig mand er blevet idømt et år og tre måneders fængsel samt frakendelse af kørekortet i fem år for en voldsom trafikulykke ved Forum i november sidste år.
- Den tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, siger dommer Bodil Serup.
Den 26-årige er blevet dømt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder for at have overhalet indenom i et fodgængerfelt, hvorved han dræbte en 10-årig pige og kvæstede hendes mor.
Dommen er straks blevet anket, da den tiltalte ikke mener, straffen bør være så hård.
- Jeg synes ikke, jeg fortjener den straf, når man tænker på, at det var en ulykke, siger han efter domsafsigelsen.
De særligt skærpende omstændigheder har der været meget fokus på under hele retssagen, da de øger strafferammen betydeligt.
Anklageren fremlagde i sin procedure, at de særligt skærpende omstændigheder var til stede af flere årsager.
- Hans udsyn ud over fodgængerfeltet var begrænset. En ansvarlig bilist ville ikke med oplysningen om, at der holdt en forankørende bil, tage chancen og accelerere for at køre indenom, lød det blandt andet fra anklageren.
Den 26-årige tiltalte måtte flere gange under anklagerens procedure tørre øjnene og pudse næsen. Generelt har han siddet foroverbøjet med blikket rettet mod bordet foran sig under hele retssagen.
Forsvarsadvokaten lagde i sin forklaring vægt på, at der tidligere er sket mange ulykker i det pågældende fodgængerfelt, hvilket viser, at der i forvejen var problemer med stedet.
Desuden pointerede hun, at det ikke var i myldretiden, og at den tiltalte hverken var påvirket af alkohol, euforiserende stoffer eller medicin.
Dommerne var dog enig med anklageren i, at der var særligt skærpende omstændigheder.
Den 26-årige mand er blevet dømt på sin fødselsdag.
/ritzau/