Sandsynligheden for at vinde en formue i lotteriet er ikke specielt stor. Sandsynligheden for at vinde to gange i lotteriet er nærmest ikke eksisterende. Men en mere end almindelig heldig amerikaner har altså haft heldet med sig hele to gange på to uger.
Første gang der var jackpot, var den 16. juli. Gevinsten lød på 40.000 dollars – altså godt og vel en kvart million kroner. På trods af gevinsten, spilede manden altså videre og 11 dage efter var den ”gal” igen. Denne gang lød gevinsten på hele 3 millioner dollars – lige i underkanten af 19 millioner gode danske kroner. Det skriver CNN.com.
Vinderen, der er fra Grand Strand i South Carolina havde købt begge vinderkuponer på den samme tankstation.
Det var blevet en vane for ham at købe en lotterikupon i forbindelse med, at han fyldte benzin på sin bil. Der kan man da tale om en god vane.
Og selvom han altså allerede havde prøvet at vinde en mindre formue, blev han chokeret da han igen krydsede mere end almindeligt mange vindertal af på sin kupon.
- Jeg kunne ikke tro det. Min familie blev chokerede, da jeg fortalte dem det, siger den nybagte millionær.