Værdier for mange milliarder gået op i røg i Californien
US-FIRE-WEATHER-AFP PICTURES OF THE YEAR 2018 Josh Edelson/Ritzau Scanpix
Huse, biler og anden ejendom for over ni milliarder dollar blev ødelagt i skovbrandene i Californien.

Ni milliarder dollar - eller 59 milliarder kroner - er foreløbig det beløb, beboere og virksomheder i de områder af Californien, som i sidste måned var ramt af skovbrande, har indsendt krav til forsikringsselskaberne om.

Ødelæggelser for omkring syv milliarder dollar er forårsaget af den brand, der gik under navnet "Lejrbålet". Den raserede store dele af det nordlige Californien og udslettede byen Paradise.

86 mennesker omkom i branden i området omkring Paradise. Det gør branden til den dødeligste, Californien har oplevet i mindst 100 år.

De resterende cirka to milliarder dollar er forsikringskrav, der er stillet i kølvandet på skovbrandene i det sydlige Californien.

Beløbet på i alt ni milliarder dollar forventes at stige, efterhånden som der indløber flere erstatningskrav hos forsikringsselskaberne.

Alt i alt har brandene fortæret over 20.000 bygninger. Langt størstedelen af dem lå i eller omkring Paradise.

Tirsdag vurderede myndighederne i Californien, at det vil koste omkring tre milliarder dollar eller cirka 20 milliarder kroner blot at rydde alle de ruiner og brændte skove, som brandene har efterladt i deres kølvand.

- De ødelæggende skovbrande i 2018 var de dødeligste og dyreste brandkatastrofer i Californiens historie, siger forsikringskommissær Dave Jones.

- Bag tallet for forsikrede tab er tusinder af mennesker, der er blevet traumatiserede af uvurderlige tab, tilføjer han.

Af de anmeldelser, der foreløbig er indgivet til forsikringsselskaberne, handler omkring 28.000 om beboelsesejendomme og knap 2000 om erhvervsejendomme.

Derudover er der indgivet rundt regnet 9400 anmeldelser om tab af biler og andre ejendele i skovbrandene.

/ritzau/AP

/ritzau/AP