Det spirer godt i den midtjyske muld.
Jorden under især Billund er godt gødet, hvor Lego-kommunen er den kommune i Danmark, som i 2012 har den højeste koncentration af vækstvirksomheder samt andel af ansatte i vækstvirksomheder.
Det viser en ny undersøgelse fra revisions- og rådgivningsvirksomheden EY (tidl. Ernst & Young), som har taget temperaturen på det lokale vækstmiljø i landets 98 kommuner, skriver Berlingske.
Billunds succes skyldes, at der er opbygget en kultur, hvor man tænker meget erhvervsorienteret, siger Carsten Collin, der er partner og direktør for EYs Entrepreneur Of The Year-konkurrence.
- Du skal ikke mere end en generation tilbage, så var alle selvstændige i det her område landmænd. Det er til forskel fra de større byer, der i industrialiseringen havde meget store arbejdspladser til lønmodtagerne i form af fabrikker og havne. Det ligger ganske enkelt i generne på befolkningen at tænke erhvervsrettet, og det kommer til sin ret i samarbejdet mellem kommunen og virksomhederne, siger Carsten Collin til Berlingske.
Det er anden gang inden for tre år, at Billund kåres som Danmarks fremmeste vækstkommune, faktisk blomstrer hele Region Midtjylland.
På top 10-listen over de bedste danske kommuner finder man også Ikast-Brande, Herning og Hedensted.