Ulla Jensen har dækket over sin alkoholiserede mor i årevis, for hun skammede sig over hende og var bange for at komme på børnehjem. Højtiderne var de værste, for her er druk legalt.
Af Christina Alfthan
chal@avisen.dk
@BRØD:»Mor måtte ikke falde i bussen. For så ville folk kigge og opdage, at vi ikke var normale. Og jeg var bange for at ende på børnehjem,« fortæller Ulla Jensen, der i mange år har levet med moderens alkoholisme som en hemmelighed.
Først da hun blev 16 år, turde hun sige det til sin bedste veninde, og det blev starten på en lang proces, hvor hun lærte at slippe ansvarsfølelsen for sin mor.
Men fra hun var otte år, dækkede hun over sin mor og bekymrede sig dagligt. Også i de måneder, hvor moderen ikke drak.
»Hun var kvartalsdranker, så der var flere måneder i træk, hvor hun drak, men ikke blev fuld. De måneder havde vi det godt, men jeg bekymrede mig alligevel hele tiden. Jeg havde det konstant i baghovedet. Jeg talte altid, hvor meget hun drak, og holdt øje med hende. Derfor kom jeg også til at hade højtiderne. For når der kom reklamer for julebryg, så vidste jeg, at drukken begyndte, og så fik jeg så ondt i maven,« fortæller Ulla Jensen, der i dag er 24 år og netop er blevet færdig med sin hovedopgave på Handelshøjskolen.
Jeg løj for alle
Ullas forældre blev skilt, da hun var otte år, og moderen flyttede til København. Ulla blev hos faderen, og hun så kun sin mor hver anden weekend, fordi faderen godt vidste, at der var store alkoholproblemer.
»Min far sagde altid, at jeg skulle ringe, hvis mor drak, for så skulle jeg komme hjem igen. Men jeg løj over for min far. Jeg løj over for alle, for jeg troede, at jeg ville komme på børnehjem, hvis nogen opdagede, at min mor drak. Det er selvfølgelig dybt irrationelt, for selvfølgelig ville det aldrig ske. Men sådan tænkte jeg i mange år,« forklarer Ulla.
Og det var nemt at lyve. Selv folk, der har set barnet slæbe rundt på en fordrukken mor, har ikke reageret, og det undrer ikke Ulla. Hun mener, at det også er hendes egen skyld, at ingen hjalp hende.
»Der har været folk, der vidste, at hun var alkoholiker. Men ingen gjorde noget eller talte med mig. Det forstår jeg godt, for jeg dækkede jo over hende og løj. Men hvis en lærer i skolen eller en anden voksen havde talt med mig, så havde jeg nok ikke levet så længe med ansvaret for min mor,« siger Ulla.
Hun ser stadig sin mor, der stadig drikker ? dog i lidt mindre doser. Men hun gider slet ikke at se sin mor, når hun drikker. Sværere er det med vennerne:
»Når mine venner drikker for meget, føler jeg altid, at det er mit ansvar, at de kommer godt hjem.«