At de danske arresthuse er proppet til randen, er der ikke noget at gøre ved rent politisk, siger Venstre. Heller ikke selvom fængselsfunktionærernes fagblad skriver om arresthuse, der er nødt til at indrette celler i motionsrummet.
"Det kan da sagtens være, at man kan gøre noget ved det, men det er Kriminalforsorgens opgave"
siger retsordfører Kim Andersen (V) til Newspaq.
Kim Andersen mener, Kriminalforsorgen selv er skyld i problemet.
"Vi har løbende bevilliget flere penge til Kriminalforsorgen. Men selvom de ikke har mulighed for at oprette nye pladser, så kan de sikkert omstrukturere," siger han.
Hos oppositionen synes man, at regeringspartiet kommer lige let nok rundt om ansvarsplaceringen for de overbookede arresthuse.
"Da Bandepakken blev indført, og man gav flere penge til politiet, spurgte vi regeringen, om det betød, at der kom til at mangle pladser i de danske fængsler. Der fik svaret, at det ikke var tilfældet, så jeg synes, det er regeringens skyld, at situationen ser ud, som den gør nu," siger retsordfører hos SF, Karina Lorentzen Dehnhardt, til Newspaq.
Hun mener, man skal gribe ind hurtigst muligt og kigge på, hvem kan få ud af fængslet for at gøre plads til de nye arrestanter.
"Vi foreslår, at man kan udsluse folk med fodlænke. Og gør vi det i større grad, kan vi konvertere nogle almindelige fængselspladser til celler for varetægtsarrestanter," siger SF'eren til Newspaq.
Kim Andersen vil se tiden an. Især fordi han ikke har hørt noget officielt om sagen endnu.
"Jeg regner med, vi hører det indad fordøren via Justitsministeriet, hvis det er et større problem her," siger han.
For SF er der endnu en dimension i problemet; arbejdsvilkårene blandt de ansatte i arresthusene.
"Det er ganske urimelige arbejdsvilkår for fængselsfunktionærerne, som vi i forvejen godt ved, har den laveste førtidspensionsalder og det højeste sygefravær," slutter Karina Lorentzen Dehnhardt.