Overborgmester Frank Jensen (S) iværksætter nu en tilbundsgående undersøgelse af hele hjemmeplejen i København.
Men det er ikke nok, for undersøgelsen skal være uvildig, siger Venstre i Borgerrepræsentationen.
"Det er fint med en undersøgelse, men det skal ikke være de samme forvaltningsfolk, der er under kritik, der nu skal undersøge, hvad der er op og ned i denne sag. Der vil jeg gerne have noget uvildighed," siger Leslie Arentoft (V) til Newspaq.
I går kom det frem, at Håndværkerhavens Hjemmepleje langt fra er et enestående tilfælde.
Også medarbejdere i hjemmehjælpen på Lærkevej i København holder timelange pauser og foretager private ærinder i arbejdstiden.
Hjemmeplejen på Lærkevej er en parallel hjemmepleje for psykisk syge og handicappede, som hører ind under socialforvaltningen.
Leslie Arentoft, der er medlem af socialudvalget er "overhovedet ikke overrasket over", at der også er problemer i hjemmeplejen på Lærkevej.
"De har en kanonhøjt sygefravær, og det indikerer én ting, at der er noget galt med virksomhedskulturen og ledelsen," siger Leslie Arentoft (V) til Newspaq.
Medarbejderne er i gennemsnit syge næsten én dag om ugen, og mærkeligt nok falder sygedagene typisk om mandagen og om fredagen, påpeger Leslie Arentoft.
"Fra politisk hold har man ikke haft lyst til at kigge på tallene, selvom jeg har påpeget flere gange, at der er systematik i sygefraværet," siger han.