Fælledparken i København er lukket for al gennemkørsel frem til i eftermiddag. Årsagen til afspærringen af parken er den storm, som har hærget over Danmark det sidste døgns tid.
Belært af det tragiske dødsfald i sidste måned, valgte Vej og Park i Københavns Kommune allerede i går aftes, at afspærre parken og de tilstødende veje. Det skriver P4.
Således er Øster Allé spærret for gennemkørsel. Og forventes først åbnet senere i dag.
"Vi havde forventet, at det kraftige blæsevejr ville være drevet over i løbet af natten. Vejrprognoserne viser, at det kraftige uvejr først kommer ind over Sjælland i formiddagstimerne, så vi afventer til klokken 16 med at fjerne afspærringen," fortæller Ole Møller fra Center for Veje i Københavns Kommune.
Hen over morgenen har afspærringen skabt en hel del kø på de veje, der omkredser Fælledparken. Med opløsningen af morgentrafikken er vejene igen til at komme frem på.
De ansvarlige har valgt at afspærre Øster Allé af præventive årsager. En storm kostede i sidste måned en mand livet, da et tilsyneladende råddent træ væltede ned i hans bil.
Vej og Park i Københavns Kommune har ikke ønsket at tage nogle chancer, og har derfor afspærret hele området.