En bitter strid om forældremyndigheden over deres to fælles børn blev med ét sat på pause, da sangeren Usher og hans ekskone Tameka Foster fik besked om, at hendes søn, Kile lå i koma efter en jetski-ulykke.
En ulykke, der endte med at koste den 11-årige dreng livet.
Nu åbner sangeren op for den smertefulde tid, der fulgte. For selvom Kile var hans stedsøn, så elskede han ham meget højt.
- Jeg savner Kile, siger Usher i et interview med tv-værten Oprah Winfrey.
- Vi lavede mad sammen, vi grinte, vi sang. Han elskede at synge og danse. Og han elskede at fortælle vittigheder, siger Usher.
Men savnet af den lille glade dreng er også formørket af, at rygterne efter hans død har svirret om, at Usher ikke skulle have været med til hans begravelse.
- Det gør så ondt, at nogle tror, jeg ikke var med. Jeg var der til begravelsen, og jeg var der også, da han blev stedt til hvile, siger sangeren.
Rygterne kommer i kølvandet på en masse beskyldninger fra hans ekskone, Kiles mor, der kalder Usher for "fraværende som forælder".
- Det eneste tidspunkt, jeg har været væk på, er, når jeg har været nødt til at arbejde, det er nok det, hun synes, har gjort mig fraværende.
- Men jeg har ikke været fraværende som far, siger Usher, der af en dommer har fået forældremyndigheden over de to børn, han har med Tameka Foster.
/ritzau/