USA vil snart fremlægge en plan for at knuse Muammar Gaddafis luftstyrker i Libyen.
Det sagde landets udenrigsminister Hillary Clinton sent i aftes, hvor hun også lovede at gennemføre forhandlinger med oprørerne i landet.
"Vi har allerede haft kontakter med oppositionen i to uger - og de forhandlinger vil vi optrappe," sagde Clinton ifølge amerikanske medier.
Samtidig kom det dog frem, at lederen af de amerikanske efterretningstjenester frygter en fremtid uden Gaddafi.
Han frygter, at Libyen uden Muammar Gaddafi vil blive opsplittet i to-tre lande, hvilket han kalder katastrofalt set med vestlige øjne.