USA sender soldater til Libyen efter diplomatdrab

USA sender marinesoldater og to destroyere til Libyen, efter at den amerikanske ambassadør er dræbt.

Den amerikanske regering har sendt marinesoldater til Libyen og udstationeret to destroyere ud for landets kyst, efter at den amerikanske ambassadør i Libyen, Christopher Steven, blev dræbt onsdag i byen Benghazi.

50 marinesoldater er udstationeret omkring USA's ambassade i Tripoli, Libyens hovedstad, hedder det i en erklæring fra udenrigsministeriet i Washington.

Samtidig er bemandingen på ambassaden reduceret til et minimum af frygt for et angreb på bygningen.

USA har evakueret alle ansatte ved konsulatet i Benghazi, hvor ambassadøren sammen med tre andre ansatte blev dræbt.

Sideløbende har det amerikanske forsvarsministerium udstationeret to destroyere, så de eventuelt kan gribe ind, hvis amerikanske statsborgere igen kommer i fare.

Præsident Barack Obama talte sent onsdag aften med ledere i både Libyen og Egypten for at diskutere samarbejdet om at finde de skyldige til drabet på ambassadør Christopher Stevens.

- Præsidenten har gjort det klart, at vi skal arbejde tæt samme om at finde de skyldige, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus i Washington.

Obama talte både med Egyptens præsident, Mohamed Mursi, og Libyens præsident, Mohamed Magarief.

Obama påpegede over for de to præsidenter, at det er vigtigt, at USA's repræsentationer, ambassader og konsulater, sikres mod angreb.

Obama understregede over for de to præsidenter, at han afviser alle former for tilsværtning af islam. Han påpegede samtidigt, at angreb på uskyldige aldrig kan retfærdiggøres.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.