Det afghansk-pakistanske Haqqani-netværk bliver sat på USA's liste over terrorgrupper. En beslutning, der ventes at skabe vrede i Pakistan.
Det meddeler den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, under et besøg i Rusland.
USA mener, at netværket står bag en række yderst blodige aktioner i Afghanistan mod udenlandske soldater og afghanske ledere. Beslutningen indebærer, at USA indfører sanktioner mod netværket og dem, der støtter gruppen.
Beslutningen kan skabe yderligere spændinger i det i forvejen anspændte forhold mellem den amerikanske regering og den pakistanske regering.
Den kan også få store konsekvenser for en fremtidig fredsproces i Afghanistan.
Ledere i Haqqani siger, at beslutningen viser, at USA ikke er interesseret i en fredsproces i Afghanistan. Netværket menes at have stor magt i Pakistans naboland og at kunne få afgørende indflydelse på kommende fredsforhandlinger i landet.
Haqqani tilhører Pashtun-klanen i Afghanistan og har sin højborg i den sydøstlige del af landet og ind i Pakistan. USA anklager pakistanske efterretningstjenester for at støtte Haqqani, der også menes at stå bag et angreb på USA's ambassade i Kabul.
Ifølge iagttagere i USA har der været intense diskussioner i den amerikanske regering om, hvorvidt det er en god idé at sætte netværket på den sorte liste og betegne gruppen som en terrororganisation.
Nogle mener, at det ikke har nogen betydning, om gruppen bliver stemplet, da flere af dens ledere allerede er på terrorlisten. Andre argumenterer for, at beslutningen risikerer at bremse USA's fredsbestræbelser i Afghanistan.
USA anklager Pakistan for at støtte Haqqani og anvende netværket som en slags stedfortræder i dets kamp for at få mere indflydelse i Afghanistan.
USA har allerede flere gange angrebet netværket militært. Et amerikansk dronefly menes at have dræbt Badruddin Haqqani, søn til netværkets grundlægger, Jalaluddin Haqqani, ved et angreb i august.
/ritzau/Reuters