Vækstprognosen i USA har fået et hak ned.
Den amerikanske centralbank siger, at væksten i år kun ventes at blive mellem 1,7 og 2 procent.
Det skyldes, at banken er blevet mere pessimistisk med hensyn til væksten i årets anden halvdel.
Den hidtidige prognose talte om en økonomisk vækst i år på mellem 1,9 og 2 procent.
Den prognose var fra juni, og dengang sagde banken også, at væksten i 2013 ventes at blive på mellem 2,2 procent og 2,8 procent.
Nu er banken noget mere optimistisk for den økonomiske udvikling næste år. Da bliver væksten, siger centralbanken, på mellem 2,5 og 3 procent.
Der er også gode nyheder for arbejdsløsheden, hvis centralbankens prognose holder.
Den siger, at arbejdsløsheden vil falde fra de nuværende 8,1 procent til mellem 7,6 og 7,9 procent.
Oplysningerne kommer samtidig med, at centralbanken meddeler, at den for at stimulere økonomien hver måned vil bruge 230 milliarder kroner på at opkøbe boligobligationer.
Håbet er, at det kan få renten til at falde, hvilket kan bidrage til at sætte fart i de økonomiske aktiviteter.
/ritzau/AFP