Efterhånden som flere detaljer kommer frem om tirsdagens dødelige angreb på et amerikansk konsulat i Libyen, arbejder USA nu ud fra en teori om, at det var et veltilrettelagt angreb fra militante.
Og ikke, som umiddelbart antaget, spontant udløst af en rasende hob.
Angrebet, som kostede den amerikanske ambassadør og tre medarbejdere livet, blev indledningsvis tilskrevet en menneskemængde, der i spontan vrede over en film om profeten Muhammed vendte deres raseri mod konsulatet.
- Arbejdshypotesen i øjeblikket er, at angrebet var et nøje planlagt plot gennemført af militante og ikke udløst af en hærgende hob, siger en embedsmand, der ønsker at være anonym, til nyhedsbureauet AFP.
Ekstremisterne lader til at have udnyttet vreden over den kontroversielle film som en anledning til angrebet, hvor der blev anvendt håndvåben og raketdrevne granater.
Ud over de fire dræbte amerikanere blev mindst fem såret under angrebet, der stod på i flere timer.
USA's ambassadør, Christopher Stevens, var på et kort besøg i Benghazi, da konsulatet blev angrebet af mellem 1500 og 3000 mennesker, der krævede den islamkritiske film fjernet fra nettet, skriver tv-stationen al-Jazeera.
To af ambassadørens sikkerhedsfolk omkom også, da bygningen angiveligt blev ramt af en granat og brød i brand. En ansat ved konsulatet blev også dræbt, men dennes nationalitet er endnu ikke kendt.
- Det var et veltilrettelagt angreb. De har tilsyneladende brugt det (protesterne mod filmen, red.) som anledning, siger embedsmanden.
Den libyske regering anklager ifølge nyhedsbureauet Reuters militante grupper, der er loyale over for tidligere diktator Muammar Gaddafi, for at stå bag drabene.
"Innocence of Muslims", som filmen kaldes, er produceret af en israelsk-amerikaner, der beskriver islam som "kræft" og afbilder profeten Muhammed i seng med kvinder, skriver Wall Street Journal.
/ritzau/