Michael Owen er færdig hos Manchester United.
Den efterhånden 32-årige angriber har kontraktudløb til sommer, og kontrakten bliver ikke forlænget, har Michael Owen fået at vide af United-manager Alex Ferguson.
- Manageren meddelte mig efter testimonialkampen tirsdag, at klubben ikke vil tilbyde mig en ny kontrakt, skriver Michael Owen på sin Twitter-profil.
Michael Owen fik aldrig etableret sig i startopstillingen hos Manchester United, som hentede ham i Newcastle for tre år siden. Det skyldes blandt andet en stribe skader.
Alligevel ser angriberen tilbage på en god tid.
- Jeg har nydt hvert eneste minut, jeg har tilbragt i en så fantastisk klub. Jeg vil gerne takke spillerne, staben og fansene for deres støtte, og jeg ønsker dem held og lykke fremover, skriver Michael Owen.
Angriberen slog igennem som teenager med mange mål for Liverpool, og han fik sit gennembrud for Englands landshold med mål og succes ved VM i Frankrig i 1998.
Michael Owen blev kåret som årets spiller i Europa i 2001, men siden et mislykket ophold hos Real Madrid i 2004/05-sæsonen og det efterfølgende skifte til Newcastle har skader ødelagt meget for ham.
Michael Owen har spillet 89 landskampe for England og scoret 40 mål.