Den første nødhjælp er på vej fra UNICEF i Danmark til ofrene i Japan. To tons bliver det til i denne omgang, men det er ikke mad og varme tæpper, der er i pakkerne.
"Det, vi sender, er materiale til at hjælpe børn med at komme sig psykisk over de oplevelser, de har haft her med jordskælvet, flodbølgen og frygten for atomkraft. Og så er det undervisningsmaterialer og førstehjælpsmaterialer," forklarer Steen Andersen, der er Generealsekretær for UNICEF Danmark.
Normalt er der i disse katastrofesituationer brug for mad og tæpper, men japanerne får undervisningsmaterialer, fordi landet selv er rigt, og der dermed ikke som sådan mangler mad og lignende. Det er 50 år siden, at Danmark har sendt nødhjælp til Japan.
"Det er det (materialerne, red.), japanerne har brug for. Det er et specielt samlet sæt af nødhjælpsmaterialer, så det er lige til at anvende, så snart det kommer derud," siger Steen Andersen til Newspaq.
Han understreger, at UNICEF Danmark er på pletten, hvis Japan får brug for mere hjælp - om det er i form af undervisningsmaterialer eller mad.
"Vi er klar. Hvis der kommer flere bestillinger, er vi klar til at sende inden for 24 og 48 timer, hvis Japan beder om det.
De tons undervisningsmaterialer rækker til 10.000 børn.