Natten til onsdag er en 18-årig svensk mand blevet anholdt på gaden på Nørrebro. På sig havde han en pistol, og han havde angiveligt til hensigt at slå ihjel.
Det fremgår af et opslag fra Københavns Politi på den sociale platform X.
Anklagemyndigheden vil have den unge mand varetægtsfængslet i sagen, og klokken 12.30 bliver han derfor fremstillet i et grundlovsforhør i Dommervagten ved Københavns Byret.
Det fremgår ikke af politiets opslag, hvordan det kom på sporet af manden, hvem han angiveligt havde til hensigt at slå ihjel, eller hvordan den svenske statsborger forholder sig til den alvorlige sigtelse.
Politiet oplyser, at anklagemyndigheden vil bede dommeren om at lukke dørene til onsdagens retsmøde.
Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.
Sagen er blot den seneste i en lang række af sager, hvor svenskere - typisk drenge eller unge mænd - mistænkes for at begå eller have hensigt til at begå alvorlig kriminalitet på dansk jord.
Siden april har der været i hvert fald ti episoder i Københavns politikreds, hvor svenske statsborgere sigtes eller er tiltalt for grove våbenovertrædelser og/eller drabsforsøg.
Onsdag formiddag blev der indledt et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, hvor en 16-årig dreng, der er udleveret til Danmark fra Sverige, sigtes for drabsforsøg, våbenbesiddelse og forsøg på sprængning i en sag om håndgranater i Tingbjerg i København.
Den dreng forsøgte ifølge politiet ad flere omgange for at begå drab i København, hvilket dog mislykkedes.
Han nægter sig skyldig.
/ritzau/