Hvilken topembedsmand lyver, og hvilken taler sandt? Det spørgsmål et det særdeles springende punkt i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, men det behøvede slet ikke at være kommet så vidt. Og det kunne med stor sandsynlighed have sparet Danmark for en lang og dyr undersøgelseskommission.

Hvis bare departementschef i Skatteministeriet Peter Loft havde været grundig og faktisk gjort sin embedsmandspligt, havde der nu været klarhed over meget mere af forløbet. Men Peter Loft enten glemte eller bevidst fravalgte at skrive referat af møderne med skattedirektør Erling Andersen.

Det skriver Berlingske.

Ifølge en ekspert er det ganske enkelt dårlig embedsmandsarbejde ikke at lave referater fra vigtige møder.

"Særligt departementschef Peter Loft har problemer med at huske detaljer fra møderne og de dokumenter, der blev drøftet. En trænet embedsmand kunne med fordel have ført notater om møderne," indvender Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning, til Berlingske.

Forklaringerne fra de to topembedsmænd er direkte modsigende. Erling Andersen erindrer at have fået et notat udleveret fra Peter Loft, som sidstnævnte dikterede skulle med i den endelige afgørelse af Helle Thorning-Schmidt og denne mands skatteforhold.

Peter Loft kunne i første omgang slet ikke huske noget notat og har sidenhen været noget uklar i mælet om, hvad notatet indeholdt. Han kan heller ikke huske, hvem der har givet ham det.

Havde de to herrer taget referat af deres møder, kunne de gå tilbage og se præcis, hvad der fandt sted, hvem der sagde hvad, og hvilke dokumenter der blev udleveret hvornår. Men det gjorde de ikke, og det mener en anden ekspert faktisk er en overtrædelse af de formelle regler om notatpligt.

"Ifølge offentlighedsloven skal oplysninger af væsentlig betydning nedfældes i et notat og indgå i sagen. Jeg undrer mig derfor over, at der ikke blev taget notater undervejs, som der ellers er pligt til i så væsentlig en sag," siger professor i offentlig ret, Claus Haagen Jensen til Berlingske.

Nu går der med stor sandsynlighed langt over et år, inden offentligheden får kendskab til, hvad der faktisk er op og ned i sagen. For en undersøgelseskommission er ikke nogen hurtig sag.