Først fra den ene side, så fra den anden. Det er med Clint Eastwoods dobbelte krigsdrama som med tabloid-fotografernes ordrer på Berlinalens røde løber. Ikke at det synligt generer den 77-årige filmlegende sådan at stå badet i blitz. Han er stadig ultra-cool, trods sin relativt høje alder, og virker yderst veloplagt, da han til stor jubel møder op i Berlin blot for at tale om sin nye film.

Den fire gange oscar-nominerede krigsfilm har skabt kø til pressemødet, på trods af at Letters From Iwo Jima foregår på japansk og ikke har hollywood-stjerner på rollelisten.

Eastwood selv er vokset op med Østens filmkunst, hvor han særligt i studiebyen Los Angeles frekventerede en lokal, japansk biograf og blev sand kurosawa-fan. At instruere på et sprog, han ikke taler, tog han derfor ganske roligt.

»Følelser kan man sagtens fortolke uden at tale samme sprog, og jeg så filmen fra et menneskeligt synspunkt. Som en historie om drenge i krig. Om at de japanske og de amerikanske soldater på en måde var i samme situation. Nogle vidste, hvad de gik ind til, andre gjorde ikke. Følelserne hos de mødre, der mister deres sønner, eller koner der sender deres mænd i krig, er de samme uanset nationalitet. Det er bare det, jeg gerne vil vise. At krig har den samme effekt på civilisationer, uanset hvilken nationalitet der er involveret,« forklarer han.

Ideen om at lave en selvstændig toer om Stillehavskrigens mest blodige slag opstod, ganske enkelt fordi Clint Eastwood et øjeblik forestillede sig, hvordan det var at være i japanske sko, da amerikanerne angreb med stor overlegenhed. Han afviser dog (næsten) at sammenligne med krigen i Irak.

»Krigen i Irak må stå for sig selv, men uanset hvad ved jeg godt, at det er svært ikke at drage paralleller til de krige, der foregår lige nu. Enhver krig har sine paralleller. Hvilket er en af ­grundene til, at jeg fortæller de her historier om de menneskelige forhold under krigen, og hvor meget det påvirker de folk, der er med.«

Tilfredse veteraner

I USA er Letters From Iwo Jima generelt blevet pænt modtaget af pressekorpset, men enkelte filmkritikere har dog anklaget den for at være rendyrket krigspropaganda. En journalist vil vide, hvad Eastwood tænker om den sag:

»Jeg siger, de er idioter,« lyder det i barsk Dirty Harry-stil til stor moro og jubel i forsamlingen.

»Det er sikkert sagt af nogen, der ikke har set filmen - den slags sker tit. Jeg tænkte meget på, hvad de amerikanske veteraner fra Iwo Jima ville tænke om Letters . Mange havde nogle frygtelige oplevelser, men dem, jeg snakkede med, var meget nysgerrige, hvordan de levede på den anden side,« fortæller han. Og fortsætter:

»62 år senere er det jo lettere at se anderledes på oplevelsen, end hvis du stadig er ung og kæmper for dit liv på en ø. Folk ser forskelligt på det, men da veteranerne fortalte mig, at de syntes om filmen, var jeg godt tilfreds – og dermed behøver jeg ikke bekymre mig om den slags smarte kommentarer.«

Slutteligt beder en reporter instruktøren om at beskrive ordet heltemod.

»Heltemod er noget, der bare sker for folk. Ofte når de mindst venter det. Man kan ikke træne til den slags. Men når mænd drager i krig, ender de tit i en position, hvor de kan blive helte, men mange ender også med ikke at være helte, fordi de er rædselsslagne – retfærdigvis. Baggrunden for filmen og hele projektet, er at de her mennesker ikke følte sig som helte, de følte bare, de var bragt i en overvældende situation,« mener Clint Eastwood.

»Jeg voksede op med krigsfilm fra 40 erne, der alle var det rene propaganda. Vi var de gode, og alle andre var bad guys. Jeg ville bare fortælle to forskellige historier om, at der er gode og onde alle vegne.«