Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bladrer i Nyhedsavisens tykke mappe med svindelsager. Hun har ikke set dem før, selvom de er indberettet af hendes egne ansatte.

Selv har hun kun kendskab til en håndfuld af de hundredvis af sager om svindel og korruption for flere hundrede millioner kroners ulandsmidler, som Danida har opdaget siden 2004. Ministeren selv er dog ikke blevet informeret.

»Jeg er ikke sagsbehandler, men politiker, og det er derfor ikke mit job at kende sagerne,« siger hun hver gang, vi spørger til sagerne.

Du må da som den ansvarlige minister holde styr på det, hvis der foregår misbrug for millioner?

»Jamen, igen – jeg er ikke sagsbehandler. Men vi ville være naive, hvis vi ikke indser, at der altid vil være svindel i ulande. Projekterne foregår i lande, hvor der ikke er stærke systemer til at undgå snyd. Men vi har en nultolerencepolitik og skal forsøge at undgå svindlen på alle måder.«

Hvorfor har du ikke fortalt om bedrageri for knap 180 millioner skattekroner?

»Det har der ikke været nogen tradition for. To gange har vi meldt ud, at vi har været udsat for svindel. Resten har vi blot fortalt til Rigsrevisionen. For øvrigt har vi i de af sagerne, der er afsluttet, fået alt tilbage på nær 20 millioner kroner.«

Har offentligheden ikke krav på at vide, når den bliver bedraget?

»Som sagt er det ikke noget, vi har gjort. Men jeg vil da overveje, om vi skal offentliggøre sagerne i vores årsrapport.«

Er du enig i en af dine mellemlederes udtalelse om, at Danidas opgave er at fortælle positive historier om ulandshjælp?

»Nej, det er jeg ikke. De mange sager er ikke noget, som vi bevidst har skjult,« siger hun.