Politiet har anholdt en mand, der sigtes for at have fremsat trusler mod statsminister Helle Thorning Schmidt (S).
Manden beskrives af politiet som psykisk uligevægtig.
Anholdelsen er sket onsdag aften, og torsdag vil en anklager i Dommervagten i København kræve manden varetægtsfængslet.
Den 39-årige mand er kendt af politiet i forvejen.
Han har tidligere truet med at sprænge bomber forskellige steder i København, lyder det fra politiet.
Onsdag ved middagstid skal manden have ringet til Livslinien og her have fremsat truslerne.
Statsministerens bopæl skulle sprænges i luften. Og ovenikøbet skulle der også placeres bomber to andre steder, Nørreport Station og Prins Jørgens Gård, der ligger ved Thorvaldsens Museum i København.