Store, tykke maver og kommende mødre med brede smil på læberne er hvad man normalt forbinder med graviditet, men sådan er billedet langt fra hos alle kvinder.
Der er nemlig en hel del gravide, der tager antidepressive midler, og det giver store skader på fostrene.
Det skriver Fyens Stiftidende.
Mellem 10 og 20 procent af alle gravide er deprimerede, og den seneste undersøgelse fra Sverige viste, at hver tiende gravid kvinde tog medicin mod depression tilbage i 2004.
I Danmark er forskere i øjeblikket i gang med at afdække, hvor højt tallet for gravide på antidepressiver er. Og her er meldingen klar, for tallet er langt højere end i 2004.
"Vi kan først til efteråret sige præcist hvor mange, men det er i hvert fald flere end hver tiende, det er der ingen tvivl om," siger forsker og lektor Lise Aagaard fra Københavns Universitet.
Og det er ikke problemfrit at føde sit foster med lykkepiller, for det kan få alvorlige konsekvenser for barnet.
"Vi ser børn, der bliver født med de samme symptomer, som børn født af narkomaner," sige Lise Aagaard.
Blandt landets jordemødre nikker man også genkendende til den stigende tendens blandt triste mødre.
"Jeg ser flere og flere gravide i konsultation, som fortæller, at de tager medicin mod depression," fortæller Kit Dynes Hansen, der er næstformand i Jordemoderforeningen.
Danske forskere har for nyligt bevist, at lykkepiller og andre antidepressive midler kan føre til en række bivirkninger for fosteret så som misdannelser, hjertefejl og udvikling af abstinenser.