Det lød temmelig usandsynligt, at en dyrlæge fra Himmerland på ganske kort tid skulle have behandlet flere hundrede urolige heste under transport. Derfor har han i retten i Aalborg fået frataget sin ret til at ordinere euforiserende lægemidler.
Inden da havde han udskrevet 700 piller på 14 dage. Han siger selv, de blev brugt til at berolige hestene, men han kan ikke dokumentere, hvor de præcist er blevet af.
Pillerne hedder Flurinam og er i familie med rohypnol. Egentlig skal de bruges om sovemiddel, men i kombination med alkohol eller stoffer, får de rusen til at vare længere. Og så er de slet ikke godkendt til at bruges på dyr.
Den mistænkelige omgang med de beroligende piller blev opdaget ved et kontrolbesøg i juni i år af Fødevaretyrelsens Rejsehold, der bagefter politianmeldte dyrlægen.
Det er ikke først gang, at dyrlægen har udskrevet mange piller på kort tid, og dét sammenholdt med hans alder betød, at han ikke for bestandig mistede sin tilladelse, men igen om fem år må udskrive euforiserende stoffer.