Faktisk burde vi skyde den skide instruktør. Thi kunstnere tæller man også blandt tabere og snyltere. Det er Anders Rønnow Klarlund selv den første til at indrømme, ganske få minutter efter, at vi med et moderat psykisk pres er trængt ind i hans statsstøttede skriveskur et sted i Filmbyen.

»Det er jo klart, at man som instruktør og kunstner i Danmark, lever på en eller anden form for konstant overførselsindkomst.«

Nu er instruktørens personlige plan om at eliminere alle samfundsnasserne ikke officielt vedtaget endnu, men til sit forsvar påstår hr. Klarlund, at han på idéplan har selveste statsministeren i ryggen. Og derfor har vovet sig ud i lidt af et eksperiment. Ført en grim, grim politisk tanke til dørs og fjernet det, han kalder hensynet . Hensynet til de mindst 800.000 samfundssnyltere, der hver dag hænger og slænger sig i samfundets sociale sikkerhedsnet.

I dagens premiereaktuelle film Hvordan vi slipper af med de andre bliver man ganske enkelt henrettet ved morgengry (eller nakkeskudt på stedet), hvis man ikke kan overbevise om, at man er til gavn for staten. På filmens hjemmeside kan du sågar nakke en taber i et snildt, lille skydespil. Jeg fik min trækprocent helt ned på 34. Med lidt øvelse, kan man slippe endnu billigere i skat.

Pligten til at sige hvad som helst

Det er ikke bare absurd satire. Det er en fæl provokation, og i sine allermest paranoide øjeblikke er Anders Rønnow Klarlund overbevist om, at han med dagens premiere nærmest fører sig selv til kunstens skafot. At han rent faktisk vil blive slagtet – af filmkritikere og mindst halvdelen af befolkningen.

I andre stunder er han mere brav, og lægger ikke skjul på, at der er præcedens for forbudte udtalelser ude i den politiske virkelighed.

»For eksempel har Dansk Folkeparti sådan en ligefrem og fordomsfuld tilgang, der er enormt inspirerende. Muhammed-krisen var også meget inspirerende. For det, som statsministeren nu siger, er, at enhver form for selvcensur af egne svinske tanker og satiriske indfald, det SKAL vi ud med. At hvis man IKKE siger det, så er det et angreb på ytringsfriheden,« tolker instruktøren, der derfor omlagde sin arbejdsproces.

»Når statsministeren siger, at man SKAL sige hvad som helst om andre, så skal vi også til at fortælle en anden type historie. Historier, hvor vi virkelig tager fat i alle de fordomme, vi har.«

Et studie i fordommens anatomi, kalder han det. Til formålet har Klarlund skruet De Nye Københavner Kriterier sammen. Et oplæg til, hvordan vi fortsat sikrer nationens sammenhængskraft ved at slippe af med en bestemt gruppe af officielle tabere. Førtidspensionister, arbejdsløse, alkoholikere. Den slags. Spørger man ind til den kategoriske udvælgelse, lyder svaret prompte.

»Ja, det er en provokation at skabe en gruppe, der egentlig ikke er en gruppe. Men faktisk har ingen endnu sat spørgsmålstegn ved, om de mennesker kan proppes ned i den samme gruppe. Sådan er det åbenbart bare. Det er da mærkeligt.«

De svage er de stærke

I filmen er det en ung embedsmand, der får ideen til at slippe af med andre, da hun en dag på Bakken står i kø bag ved en irriterende, overvægtig familie, der ikke alene taler grimt og spiser det værste slam-mad. Faderen, der er udsmider, banker også både bargæster og sine børn (og børnene banker så nogle andre), mens moderen er sort dagplejemor og familien i det hele taget gør, hvad de kan for at begå socialt bedrageri. En belastning for samfundet, med andre ord. En klassisk taber-familie, som alle vel kan undvære. Så hvorfor egentlig ikke henrette dem ved daggry?

»Ja, det er jo gjort mange gange i menneskehedens historie. Selv i det gamle Grækenland vippede man de svage, gamle og handicappede ud over en skrænt en gang om året. Problemet er bare, at man aldrig kan finde ud af, hvornår man skal stoppe. Det er ligesom det, der ødelægger den gode idé,« påpeger Anders Rønnow Klarlund.

Men har du seriøst haft tanken? At der er visse svage elementer, man burde slippe af med?

»Tja. Det er lidt spøjst med begrebet de svage. Det må vi gøre op med. For de svage er de stærke. Der er faktisk ikke nogen gruppe i Danmark, der har mere magt end de svage. Det er de svage, der afgør, hvem der vinder næste folketingsvalg.«

Hvordan?

»Det er da klart, at når Dansk Folkeparti lover en masse til de svage – hjemmehjælp, børnebidrag, sænkning af sodavandsafgiften og så videre - så bliver de en stor magtfaktor. Det er også komplet umuligt at reducere i overførselsindkomsterne, fordi vi har Dansk Folkeparti Faktisk har de svage aldrig været så stærke siden Den Franske Revolution. Lige nu kan de svage afgøre alt i Danmark. For nu er der endelig et parti, der gør dem stærke.«

Neger-hensyn

Anders Rønnow Klarlund smiler skælmsk i boheméskægget, mens han behændigt undgår at svare på, hvorvidt han rent faktisk synes, de svage skal skydes. For en mand, der så behændigt bevæger sig på sarkasmens overdrev, er spørgsmålet tydeligvis for banalt.

»Hør nu. Hvorfor duer det ikke at skyde folk?,« spørger han mig.

Øh, fordi det er en overtrædelse af menneskerettighederne

»Jamen, det er vi jo allerede gode til. Det kan vi godt.«

Så du mener, at man rent faktisk godt kan slippe af sted med det?

»Vi SLIPPER jo af sted med det. Det går bare ud over en anden befolkningsgruppe, som vi sender hjem til steder, som vi har været med til at ødelægge.«

Han taler om de nye svage. Flygtninge og indvandrere. Dem, der – i hans øjne – ikke hører til blandt udryddelses-parate tabere. Fordi de har overtaget de ledige stillinger på samfundets bund. Det arbejde, de svage ikke gider. Det er de fremmede, der gør rent, rydder op og samler billige dippedutter ved et samlebånd. De bidrager skam til samfundet. Så længe de altså får lov at være her.

»Det her handler om vores måde at tage hensyn på – eller ikke tage hensyn på,« forklarer Anders Rønnow. Og går i gang med en længere anekdote fra filmoptagelserne.

»Vi fik et sydafrikansk kor herop for at lave musik til filmen. Vi anstrenger os alle en ekstra gang, fordi det er negere, der kommer. Hvis det var franskmænd, havde vi taget det stille og roligt. Men nu skulle det fandeme være i orden, de skulle ikke tænke noget grimt om os. Men først ville de ikke have vores brød, fordi der var de forkerte kerner i. Så genåbnede de kontraktforhandlingerne midt i første prøve, det hele var ellers aftalt. Så skulle vi ud at spise på en god, italiensk restaurant, hvor de så pludselig dissekerer menukortet fuldstændigt. Fisken skal steges på en anden måde, og de skal have varm mælk og hvad ved jeg. Hvis det havde været os danskere, var vi bare blevet smidt ud, men alle indretter sig ligesom på, at de jo er negere, og at vi jo har dårlig samvittighed. Man kan sige, at alle opererer på baggrund af 300 års historie, selvom ingen af os har noget ansvar for slavehandlen.«

Offer og dom

Hvad har det med din film at gøre?

»At det præcis er det, vi undersøger i filmen. At ethvert hensyn er et offer. At ethvert offer er en dom. At i det øjeblik, vi modtager afrikanerne på den der måde, så er det jo os, der har dømt dem. Dømt dem til at være lidt mindre, fordi vi er lidt større, lidt rigere og derfor skal opføre os lidt bedre over for dem. Fordi det jo er os, der har flest penge og har mere overskud, så nu opper vi os sgu alle sammen lidt . I stedet for at sige: Hold nu kæft, nu spiser I det brød, og hvis I ikke lide maden, så lad være med at spise noget ,« forklarer han.

»I filmen fjerner vi det hensynsbegreb fuldstændigt og placerer de svage i en kategori, hvor de ikke kan flytte sig. Hvor de kun kan opføre sig som et offer for at leve op til den måde, du ser dem på.«

Nej. Og med fire millioner statskroner i støtte til den form for filmisk hensynsløshed kan Anders Rønnow Klarlund godt ryge sin sidste cigaret. Man kan blive skudt for at snylte på den måde.

Læs anmeldelsen side 25