Det lader til, at Lars Løkke Rasmussens flyrejser kommer til at koste dyrt på flere niveauer.
Ifølge en helt ny måling, som Gallup har lavet for Berlingske, er der for første gang siden folketingsvalget i 2011 dødt løb mellem de to kombattanter, når vælgerne spørges til, hvem, de mener, er bedst egnet til at lede landet.
For bare to uger siden var Løkke langt foran med 47 procents opbakning mod kun 29 procent til Thorning. Nu er forspringet skrumpet til 37 procent mod 36 procent, så der i realiteten er dødt løb.
Ifølge Venstre-manden Jakob Engel Schmidt er sagen dog langt fra stor nok til, at Løkke er ved at tabe næste valg på gulvet.
- Jeg ville være komiske Ali, hvis jeg sagde, at denne sag havde været gavnlig for partiet. Men jeg har den naive tro, at folk trods alt vælger deres næste statsminister efter, hvad han har tænkt sig at gennemføre politisk, og mit indtryk er ikke, at folk er utilfredse med vores politik, siger han til Berlingske.
Venstre har været under massiv beskydning i dagevis, og kritikken toppede tirsdag, da regeringspartierne opfordrede Venstre-lederen til at trække sig som formand for den grønne tænketank GGGI, medmindre han fremlagde sine bilag for de famøse dyre rejser.
Lars Løkke afholder nu et pressemøde søndag, hvor bilagene vil blive fremlagt for offentligheden.