Et årti tilbage erobrede spillere og trænere fra det europæiske fastland den engelske Premier League. I dag har omtrent halvdelen af spillerne i ligaen ikke britisk pas.
De sidste par år har erobringen taget en drejning, så det ikke blot er driblingerne, afleveringerne og målene, der kommer fra udenlandske fødder. Nu ejes klubberne i hastigt stigende grad også af udlændinge.
Siden den russiske oligark Roman Abramovich købte Chelsea i 2003, har fire udenlandske milliardærer fulgt trop. I dag er seks Premier Legueklubber på udenlandske hænder. Og flere er på vej.
For det er temmelig ukompliceret at købe en Premier League-klub, og de er stort set alle til salg, hvis prisen er den rette. Blandt anden fordi mange af dem har en stor gæld. Den rette pris ligger typisk på omkring en milliard kroner.
Ligesom spillerne og managerne lader udlændinge sig lokke af den helt særlige atmosfære i engelsk fodbold. Og ikke mindst af de meget store indtægter, der bare synes at blive større og større.
»Der er en stor bekymring i England. Vi undrer os over, hvad motiverne er for at købe en fodboldklub. Hvis det kun er for at tjene penge, så er det ikke godt,« siger Jason Burt, der er fodboldjournalist på The Times.
Indtægterne fra tilskuere, tv og fangrej er i en helt anden klasse i England end i resten af Europa, og det virker langt hen ad vejen at være drivkraften for investorerne.
Det har blandt andre Manchester Uniteds trofaste fans måtte sande. Billetpriserne på det legendariske stadion Old Trafford er i gang med at blive hævet betydeligt, efter at amerikaneren Malcolm Glazer købte klubben sidste år.
Flere traditionsrige engelske klubber, blandt andre Liverpool og Newcastle, vurderes til at have et stort uudnyttet potentiale, som ikke er blevet forløst på grund af dårlig ledelse gennem en årrække. Det har internationale investorer fået øjnene op for, selv om investeringen i fodbold er risikabel. Fælles for de fleste investorer er en interesse i sport og en djævelsk stor bankbog.
Økonomisk skandale
En af investorerne skiller sig ud ved mere at udleve en drengedrøm end drive en forretning: russeren Roman Abramovich, der købte Chelsea tre år tilbage. Han er ikke er ude på at sætte penge til, siger han. Alligevel dykker han glædeligt ned i den bundløse pengetank og dukker for eksempel op med 350 millioner kroner til at hente angriberen Andriy Shevchenko. Ukraineren er god her og nu, men med sine 30 år er han ud fra en forretningsmands betragtning ikke nogen god, langsigtet investering.
The Roman Empire – Romerriget – som den engelske presse har døbt Roman Abramovich’ køb af Chelsea, har foreløbig været et sportsligt eventyr med to mesterskaber i rap. Men økonomisk har det været en skandale – der dog langfra ruinerer den stenrige russer.
Det er ikke nyt, at de engelske klubber er ejet af rige mænd. Det nye er, at ejeren ikke nødvendigvis selv er fan af den klub, han ejer. Og at klubbens traditioner og resultaterne på banen ikke nødvendigvis kommer før resultatet på bundlinien. Og det er et problem, hvis klubben behandles på lige fod med råvarer og andre materielle ting, mener blandt andre Arsenals manager, Arsene Wenger.
»Når det først bliver ren investering, så har du nogle ingredienser, som ikke nødvendigvis er til gavn for spillet,« sagde han for nylig.
Hvordan reagerer de engelske fans på, at deres hjerteklub købes af en benhård businessmand eller af en drenget wannabe-manager uden forstand på fodbold? De engelske tilhængere er i bund og grund ligeglade med, hvem der ejer deres favoritklub. Men hvis succesen udebliver, er lunten kort.
»Så længe det går godt på banen, er det fint. Men hvis det går dårligt, så vender fansene sig mod de udenlandske ejere,« vurderer Jason Burt fra The Times.