I en portugisisk tv-udsendelse kritiserer eksperter og fagfolk i skarpe vendinger forholdene i Portugal for ærteplukkere hos avler Peter Skov Johansen, der leverer til Coop Danmark og Dansk Supermarked. Det skriver Fagbladet 3F.
Det er således ikke kun i Danmark, at ærteplukkere har været stærkt utilfredse med at arbejde for landets førende avler Peter Skov Johansen i denne sæson. I Portugal har plukkere ligeledes massiv kritik af forholdene hos avleren. Det fremgår af tv-udsendelsen, som den portugisiske tv-station RTP bragte 14. juni i år.
- Det er umuligt at tjene penge under disse forhold. Det er ligesom slaveri, siger en af ærteplukkerne i udsendelsen.
Blandt anklagerne er blandt andet underdirektør hos Portugals Udlændingeservice José van der Kellen, som kalder det udnyttelse, og den lokale formand for Amnesty International, Vitor Nogueira, som mener, at det svarer til moderne slaveri.
- Jeg ved det ikke. Men vi behandler folk lovligt. Vi starter her, og inden dét har vi en udvælgelse af bulgarere og rumænere, som kommer hertil for at blive trænet til at plukke ærter. Og så tager vi til Danmark for at fortsætte, fortæller den danske ærteavler selv i udsendelsen.
Fagbladet 3F har ringet til Peter Skov Johansen for at forelægge ærteavleren den hårde kritik fra plukkere og myndighedspersoner i Portugal.
- Det vil jeg ikke kommentere. Jeg vil bare sige, at den film er ren fiktion. Det har ikke noget med virkeligheden at gøre og mere er der ikke at sige til det, siger Peter Skov Johansen.
Han oplyser dog, at han blev "taget på sengen" i interviewet i Portugal og ikke vidste, hvad det gik ud på. Og at det er skåret til, så det passer ind i "et eller andet spil".