Det bliver mere og mere afgørende at få uddannelse. I hvert fald hvis man vil have et arbejde. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet. For andelen af ufaglærte, der er i arbejde, er støt faldende, skriver Fagbladet 3F.
I 2012 var kun 57,7 procent af de ufaglærte i arbejde. For bare fire år siden var andelen på 67,2 procent. I den anden ende af uddannelsesskalaen - dem med en lang uddannelse - var 89,5 procent i arbejde sidste år. Og det tal er stort set det samme som for fire år siden: Her var 90,8 procent i arbejde.
- Det understreger med lysende klarhed, at det er vores ufaglærte medlemmer, der har allermest brug for et stort uddannelsesløft. Det gælder ikke mindst ufaglærte ledige, der får sværere og sværere ved at holde fast i arbejdsmarkedet, siger 3F's forbundsformand Per Christensen.
- Det er nødvendigt med massive investeringer i uddannelse - både på kort sigt, for at hjælpe kortuddannede så de ikke ryger ud af arbejdsmarkedet her og nu - men også på længere sigt, for at sikre dem en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, og også sikre arbejdsgiverne den arbejdskraft, de har brug for, fastslår forbundsformanden.