Idéen om at give cykelryttere amnesti til at indrømme dopingbrug bliver alligevel ikke til noget, siger præsidenten for den internationale cykelunion (UCI), Pat McQuaid, i forbindelse med det igangværende VM i Holland.
- Konklusionen er, at det ville være forkert at gøre noget, mens sagen mellem Usada (det amerikanske antidopingagentur, red.) og Lance Armstrong er i gang, siger McQuaid.
Præsidenten, der selv foreslog idéen om at give dopingsyndere frit lejde, henviser til sagen i USA, hvor den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong beskyldes for doping, mens han regerede sporten.
Faktisk kan det i øjeblikket ifølge reglerne i det internationale antidopingagentur (Wada) slet ikke lade sig gøre at give amnesti til dopingsyndere, indrømmer McQuaid.
- Vi skal arbejde inden for de rammer, der er udstukket af Wada, og reglerne åbner slet ikke mulighed for at give amnesti, siger McQuaid.
Han holder dog døren åben for at tage forslaget op igen, når reglerne tillader det.
/ritzau/