Fredag mødes den amerikanske præsident, Donald Trump, med sit erhvervspolitiske råd. I rådet sidder flere erhvervsledere fra virksomheder, men et navneskilt er blevet fjernet fra mødebordet i sidste øjeblik.
Den administrerende direktør i Uber Techonologies, Travis Kalanick, har trukket sig fra rådet dagen før mødet. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nyhedsbureauet baserer sine oplysninger på anonyme kilder med kendskab til mødet.
Ifølge Reuters vil Kalanicks afbud sætte fokus på andre erhvervsledere, der deltager i mødet.
Avisen New York Times skriver, at den har set en mail, hvori Travis Kalanick forklarer sit afbud.
- Tidligere i dag snakkede jeg kort med præsidenten om hans præsidentielle dekret om immigration, og dets betydning for vores fællesskab, skriver han ifølge avisen.
- Jeg lod ham også vide, at jeg ikke er i stand til at deltage i hans råd.
En kampagne fra nogle ansatte og kunder hos Uber har kritiseret direktøren for at deltage i rådet. Kritikken kom efter præsidentens midlertidige indrejseforbud rettet mod personer fra syv lande.
- Min deltagelse var ikke tænkt som en støtte til præsidenten og hans dagsorden, men det er uheldigvis blevet fortolket som netop det, skriver Travis Kalanick i sin mail.
I rådet sidder erhvervsledere fra blandt andet bilfirmaet General Motors, underholdningsfirmaet Disney og finanskoncernen JPMorgen Chase.
Disney har dog oplyst, at deres repræsentant ikke kan komme til mødet fredag. Årsagen er angiveligt et bestyrelsesmøde.
/ritzau/