Det danske U/21-landshold har ifølge anfører Mads Albæk fået den sværeste vej til næste års EM i Israel.
Danmark skal i to playoff-kampe den 12. og 16. oktober møde Spanien i en duel, der gælder en plads ved EM-slutrunden.
- Man skal ikke glemme, at vi selv er ubesejret i over et år. Vi overgiver os ikke, og Spanien får det ikke let, selv om det ser uhyggeligt ud.
- Vi kunne ikke have fået en sværere modstander, siger Mads Albæk om spanierne.
- De vil gerne spille ligesom os, men de er bare meget bedre til det. De kommer til at have bolden meget, og vi skal være helt vildt gode defensivt, forklarer FC Midtjylland-spilleren og uddyber, hvad der kan bane vejen for en dansk overraskelse.
- Vi skal være gode, når vi har bolden og sørge for at trække tempoet ud. Vi skal også være gode på vores omstillinger, og så tror jeg, at vi får nogle muligheder på dødbolde.
Spanien vandt i 2011 U/21-EM i Danmark, men nu har et nyt kuld spillere taget over.
- Det er nogle nye spillere, de har nu, men jeg tror ikke, at det ændrer niveauet så meget. De spiller i gode, store klubber dernede og slog forleden Kroatien med 6-0.
- Det er altid svært at sætte procenter på vores chance at gå videre, for vi skal heller ikke overgive os, inden vi er i gang. Vi har trods alt spillet 11-12 kampe uden at tabe og mødt lande som Tyrkiet og Serbien.
- Chancerne er 70-30 og måske nærmere 80-20 i deres favør, siger Mads Albæk og nævner, at han hellere ville have trukket Italien eller Tjekkiet.
- Skal man fremhæve noget positivt, så kan vi jo slå Spanien ud nu, og så slipper vi for at møde dem til EM.
Første opgør spilles i Spanien den 12. oktober, mens der er returkamp i Aalborg fire dage senere.
/ritzau/