Det første, som møder en, når man træder ind i Egypten-salene på British Museum er Rosetta-stenen. En af verdens mest berømte arkæologiske genstande, som i 1822 gav den moderne verden nøglen til den antikke, da Jean-Francois Champollion brugte den til for første gang at oversætte hieroglyffer.

Stenen, som har den samme tekst stående på tre forskellige sprog, gav derved en helt ny forståelse for den antikke egyptiske verden, som europæerne på det tidspunkt havde fået øjnene helt op for. En verden, som er overdådigt repræsenteret på det engelske nationalmuseum. Og de store sale fyldt med mumier, sarkofager, smykker og templer bliver endnu mere imponerende, når man finder ud af, at det kun er omkring fire procent af den engelske Egypten-samling, som bliver udstillet. Resten af de 110.000 genstande i samlingen er opmagasineret. Det er derved den største Egypten-samling uden for Cairo.

Kapløb om historien

I slutningen af 1700-tallet invaderede Napoleon Egypten. Det blev startskuddet til en slags kapløb om at eje historien mellem Frankrig og England (England tvang den franske hær ud i 1801, red.). For de næste 100 år flokkedes eventyrere og arkeologer til Egypten for at finde landets gemte skatte. Og der blev i høj grad fundet. Det var dog ikke altid historiske hensyn, som var i højsædet. Til såkaldte mumieselskaber blev det fashionable selskab inviteret til fest, når nye grave var fundet, og de skjulte skatte skulle graves fri.

De ting skete både med og uden de egyptiske herskeres godkendelse. De to mænd, som om nogen repræsenterer kapløbet, var

Fortsættes side 2

den engelske konsul Henry Salt og den franske af slagsen Bernardino Drovetti. Begge mænd stod på god fod med den daværende leder af Egypten Pasha Muhammad Ali og kunne derfor hyre regulære hære af assistenter, som finkæmmede Egypten i jagten på de fineste kunstgenstande. Og det var næppe kærligheden til kunsten, som drev mændene. Hvis Bernardino Drovetti fandt 20 hele krukker i en grav, så ville han få smadret de fleste. På den måde kunne han sælge brudstykkerne til flere og tjene flere penge.

Efter kun to år havde Salt opbygget en imponerende samling, som han solgte til British Museum, som derved blev verdens førende Egypten-museum. Men også for Salt handlede det mere om penge. Hans anden samling gik til højestbydende, som var den franske konge.

I museumsverdenen har debatten raset i mange år. Hvor hører kunstværker hjemme? I oprindelseslandene eller på de museer, som i nogle tilfælde har haft dem i flere hundrede år?

Egyptisk identitet

Fortalerne for at lade museerne beholde sådan noget som Rosetta-stenen påpeger, at den nok ville være gået til grunde, hvis ikke British Museum havde passet på den i alle årene.

Men lederen af Egyptens øverste råd for antikviteter, Zahi Hawass, er uenig. Han har i lang tid kæmpet for blandt andet at få Rosetta-stenen hjem til Egypten.

I 2003 sagde han ifølge The Daily Telegraph:

»Hvis briterne ønsker at blive husket, og de ønsker at genoprette deres ry, så bør de frivilligt give Rosetta-stenen tilbage, for den er et ikon for vores egyptiske identitet.«

I 2005 sendte British Museum en kopi af Rosetta-stenen til Cairo. Den ægte vare står stadig i indgangen af den store engelske samling af egyptisk historie.