Diego Maradona, Lionel Messi og resten af det argentinske hold kan knap tro deres egne øjne.
Men måltavlen taler sandt, når den viser, at Tyskland besejrede Argentina med hele 4-0 i kvartfinalen.
Dermed blev kvartfinalen for andet VM i træk endestationen for en af VM-favoritterne fra Argentina.
Tyskland præsterede til gengæld for tredje gang ved dette VM at score hele fire mål i en kamp og ligner et godt bud på en verdensmester.
Thomas Müller åbnede det tyske bal allerede i det tredje minut, da han snittede en frisparksbold i nettet.
Argentina pressede på for en udligning, og kampen var helt åben, ind til Miroslav Klose i det 74. minut kunne drible bolden over stregen efter godt forarbejde af Lukas Podolski.
Ti minutter senere scorede forsvarsspilleren Arne Friedrich. Denne gang var arkitekten den storspillende Bastian Schweinsteiger.
Klose sluttede i slutminutterne drømmekampen af med scoringen til 4-0 efter endnu et fantastisk kontraangreb.
I semifinalen venter vinderen af kampen mellem Spanien og Paraguay.