En domsmands udtalelser efter dommen i Se og Hør-sagen bør føre til, at sagen går om i byretten.
Sådan lyder det fra den såkaldte tys-tys-kildes forsvarer, Michael Juul Eriksen, lørdag.
- Vi nedlægger påstand om, at sagen skal hjemvises til fornyet behandling i byretten på baggrund af de udtalelser, som domsmanden er kommet med i Radio24syv, siger forsvarsadvokaten.
Domsmanden Sahar Aslani udtalte sig fredag - dagen efter dommen i Retten i Glostrup - i Radio24Syv-programmet "Det, vi taler om".
- Jeg synes, de skal uddø, siger domsmanden blandt andet om sladderpressen.
Den udtalelse er over grænsen, mener forsvarsadvokaten, som efter at have talt med sin klient har gjort en skrivelse klar til at blive sendt af sted til Østre Landsret mandag.
- Hun giver udtryk for at have en eller anden aversion mod Se og Hør, altså folk som hun har siddet og dømt og givet straf til, siger Michael Juul Eriksen.
- Det viser efter vores opfattelse en forudindtagethed, som er egnet til at skabe tvivl om hendes fuldstændige upartiskhed, lyder det.
Forsvarsadvokaten mener, at domsmanden under programmet taler om de overvejelser, som retten har haft bag lukkede døre.
- Det er ekstremt uheldigt. Normalt har man begrundelsen fra retten at forholde sig til. Men nu bringer hun en masse nye momenter ind, som retten tilsyneladende har lagt vægt på, men som ikke står i dommen, siger han.
Han anser det for værende sandsynligt, at sagen skal gå om. Michael Juul Eriksen henviser til en anden sag, som for nylig gik om, fordi en domsmand var faldet i søvn under sagen.
Han var først blevet idømt fem års fængsel for voldtægt af sin datter, men i anden omgang blev han frifundet for voldtægten.
Der faldt dom i Se og Hør-sagen torsdag.
Tys-tys-kilden, som arbejdede for IBM/Nets som it-operatør, blev idømt halvandet års ubetinget fængsel for at have skaffet sig uberettiget adgang til oplysninger om kendte danskeres gøren og laden.
/ritzau/