Den tyrkiske ambassade i København følger nøje udviklingen i sagen om de otte mænd, der er anholdt og sigtet for at have indsamlet millioner af kroner til den kurdiske bevægelse PKK.
- Vi følger de seneste nyheder om politiaktionen, der vedrører finansiering af terror, siger den tyrkiske ambassadør i Danmark, Berki Díbek, i en kort udtalelse til Ritzau.
- Vi har overfor de danske myndigheder erklæret, at vi er klar til at samarbejde i sagen, fortsætter ambassadøren.
De otte mænd er i alderen fra 27 til 71 år. Syv er blevet anholdt i Danmark, mens én mand er blevet anholdt i Sverige, hvor han har boet de seneste år.
PKK står på terrorlisterne, og derfor sigtes gruppen for at finansiere terror.
I alt er der i løbet af tre år indsamlet 67 millioner kroner i Danmark, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. Desuden skal der være formidlet yderligere cirka 140 millioner kroner fra PKK-kredse i Danmark til PKK, mener politiet.
Betjente har tirsdag formiddag ransaget på en stribe adresser, hvor de søger efter beviser.
Ifølge flere medier foregår ransagningerne stadig sidst på eftermiddagen - blandt andet hos Dansk Kurdisk Forening i Viktoriagade på Vesterbro i København.
De anholdte er især herboende tyrkiske statsborgere med kurdisk baggrund. I retsmøder onsdag vil en anklager kræve, at mændene varetægtsfængsles.
Anholdelserne er primært sket i Storkøbenhavn, Nordsjælland og på den københavnske vestegn.
Politiet mener, at indsamlingen til fordel for PKK styres af PKK's selvbestaltede parlament i Danmark, som kaldes "Dansk Folkesamling." Forsamlingen så dagens lys i februar i år i Ishøj.
De otte beskyldes for at have deltaget i indsamlingen og i formidlingen af de store beløb. Pengene er indsamlet primært blandt kurdiske erhvervsdrivende, lyder det fra politiet.