Det gik alt andet en forventet da den 37-årige amerikanske journalist og nyhedsvært på CNN, Kasie Hunt, forleden fødte sit andet barn.
13 minutter. Så længe gik der, fra hun fik sin første ve, til hun sad med sin nyfødte datter i armene - midt på sit badeværelse. Det fortæller hun selv på instagram.
Fødslen kom som et chok for tv-værten, som skulle have haft et planlagt kejsersnit dagen efter. Men så længe kunne datteren altså ikke vente med at komme til verden.
- Grey blev hjulpet til verden af far på badeværelsesgulvet efter 13 minutters veer, før vi overhovedet nåede at ringe efter en ambulance, og 24 timer før hun skulle ankomme via kejsersnit, skriver nyhedsværten.
Undervejs i den kaotiske fødsel fik tv-værten og hendes mand, Matt, ringet efter hjælp. Over telefonen blev de guidet igennem fødslen og få minutter efter, datteren var kommet til verden midt på familiens badeværelse, trådte redderne ind af døren.
Den lille nyfødte pige og den nybagte mor blev kørt til hospitalet, hvor de begge blev tjekket efter den lynhurtige fødsel.
Det er Kasie Hunts andet barn. Hun og hendes mand har i forvejen sønnen Mars, som kom til verden i september 2019.