Vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og trusler.
Sådan lyder anklagen mod Samuel Wegener fra "Singleliv". Og derfor må den 33-årige tv-single stå skoleret på mandag i retten på Frederiksberg. Det skriver Ekstra Bladet.
I anklageskriftet beskrives det, hvordan tv-stjernen gik amok i parrets fælles lejlighed den 29. oktober sidste år omkring klokken 23 om aftenen. Her skal han have nikket sin forlovede fra "Singleliv", Sarona, en skalle og slået hende i brystet med en knytnæve, så hun faldt om.
Inde i stuen skubbede han hende angiveligt omkuld igen, før han trak den 33-årige alenemor rundt i lejligheden ved at holde fast i hendes hår. Imens skal han have slået hende flere gange i ryggen.
Til sidst i anklagen står der, at Samuel tog kvælertag på sin forlovede efter at have væltet hende omkuld i soveværelset.
Tv-stjernen skal også både have nikket hende den anden skalle, mens hun blev presset op ad et skab, og lagt en køkkenkniv for struben af hende.
Parret blev forlovet i tv-programmet "Singleliv", hvor Samuel friede til sin kæreste for åbent kamera.
Samuel Wegener' advokat fortæller til Ekstra Bladet, at han ikke har nogen kommentarer, og det har heller ikke været muligt at få en kommentar fra Sarona.
Kilde: Ekstra Bladet