En kvinde i København har i flere måneder jævnligt været udsat for vold og slag af sin partner, mener politiet.
Sagen er ifølge politiet så grov, at den anholdte 30-årige mand søndag er blevet fremstillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.
Kvinden er flere gange blevet truet til at kronrage sig, ligesom hun ifølge politiets sigtelse fik bundet hænderne.
Desuden er hun blevet truet med brandvarme knive mod kroppen, ligesom hænderne er brækket, rapporterer ekstrabladet.dk.
Det var lørdag formiddag, at politiet kom ind i sagen, da betjente rykkede ud til husspektakler i Valby.
Kvinden havde flere mærker på kroppen, oplyser Robert Jensen, der er leder af efterforskningen i Københavns Politi.
- Der er slået med og uden genstande, siger han til Ritzau og nævner, at et spanskrør er blevet brugt som redskab.
Den 30-årige mand sigtes for vold af særlig farlig karakter, og han sigtes også for at have truet kvinden, som han har et barn med.
Politiet er søndag tilbageholdende med at røbe detaljer om sagen, hvilket især skyldes hensynet til offeret.
- Vi har sørget for, at hun er i sikkerhed, siger Robert Jensen.
Manden nægter sig skyldig, men under forhøret i Dommervagten har manden ikke ønsket at svare på spørgsmål.
Dommeren har besluttet at holde ham fængslet i 15 dage.
/Ritzau