Kaare Sørensen skriver fra New York.
Strejken har varet i 11 uger. Og nu begynder det at gøre ondt.
Således forventer tv-serier som 24 timer, Desperate Housewives, Lost, The Office, Heroes, Dirty Sexy Money og Gossip Girl ikke at kunne lave deres afsnit færdig, skriver dem amerikanske gratisavis AM New York.
En rundringning til tv-producenterne viser, at flere fyringer som følge af strejken blandt manuskriptforfattere betyder, at serierne ikke kan nå at blive klar til de store tv-sæsoner. Selv hvis strejken skulle stoppe i dag.
Oscar og Grammy i fare
Manuskriptforfatterne – organiseret i The Writers Guild of America - kræver mere i løn og bedre vilkår, men det vil de store tv-studier ikke høre tale om.
Strejken har lammet den amerikanske tv-branche fuldstændigt. Daglige tv-shows, der normalt har en stor stab af tekstforfattere, er enten aflyst eller neddroslet, mens det store Golden Globe-show forleden foregik uden deltagelse af én eneste stjerne. Både Oscar-showet og Grammy-uddelingen – begge i februar – ser ud til at blive aflyst på grund af strejken.