Den populære TV 2 News-vært og vært på magasinprogrammet "Presselogen", Miriam Zesler, har fået nyt job.
Hun bliver dog under TV 2-paraplyen og skifter TV 2 News ud med et job som vært på TV 2 Nyhederne.
- Jeg er bare megaglad, og jeg ser frem til at kunne fyre den af i det store studie, fortæller Miriam Zesler til Ekstra Bladet.
Hun fortæller videre, at der mangler værter på moderkanalen.
- Poul Erik Skammelsen skal dække nogle ting i udlandet, og nogle andre værter er udlånt til at dække andre projekter, og så ville TV 2 gerne have mig derover.
På Instagram skriver Miriam Zesler, at hun ser frem til, at skulle arbejde på tv-kanalens hovedadresse på Kvægtorvet i Odense.
- Jeg glæder mig til at lære flere af mine kolleger på Kvægtorvet at kende og muligheden for at bruge mig selv på en ny måde i et nyt studie, skriver hun blandt andet.
Kanal-skiftet er tilsyneladende ikke permanent. Miriam Zesler skriver, at hun skal arbejde i studierne på Kvægtorvet "foreløbig til og med september".
"Presselogen er selvfølgelig i gode hænder imens", skriver hun.