TV 2: banker klar med Cibor-indrømmelser

Bankerne er klar til at skifte ud blandt dem, der fastsætter Cibor-rente, oplyser TV 2.

Landets banker er klar til at komme med indrømmelser i forbindelse med den omstridte Cibor-rente. Det fremgår af oplysninger i TV 2 News.

Cibor-renten, der fastsættes af bankerne i fællesskab, har i Storbritannien ført til en stor skandale, fordi storbanken Barclays tilsyneladende har manipuleret med renten.

I Danmark står Finansrådet bag en undersøgelse af den danske rente, og rådet kommer med sin rapport tirsdag.

Ifølge oplysningerne i TV 2 News vil bankerne lægge op til at udskifte de personer, der arbejder med at fastsætte renten.

- Ifølge vores oplysninger er bankerne villige til at komme med indrømmelser på det punkt, der omhandler, hvem i bankerne der skal stille den her Cibor-rente, siger TV 2s finansredaktør Ole Krohn.

- På det punkt er man villige til at se på, om der er nogle mere uafhængige folk end bankernes egne ansatte, der kan sætte renten, forklarer han.

Desuden vil man give Finanstilsynet mulighed for at kontrollere, at renten fastsættes på korrekt vis.

Ole Krohn vurderer, at der alligevel kommer en stor uafhængig undersøgelse af renten.

Debatten om Cibor-renten har blandt andet afsløret, at fire danske banker blandt de otte, der fastsætter renten, i 2011 konsekvent har indberettet en højere rente end de udenlandske banker. Det har fået analytikere til at undre sig.

Også Erhvervs- og Vækstministeriet er i gang med en undersøgelse af renten. Den ventes klar senere på måneden.

Renten fastsættes hver dag ved, at otte banker indrapporterer den rente, de vil tage for at låne penge ud til en anden bank. Så fjernes de to højeste og to laveste indberetninger, og der udregnes et gennemsnit af de fire sidste.

Den svenske storbank SEB har tidligere fremlagt en analyse, der konkluderede, at Cibor-renten var forkert prissat. Det kan have betydet, at virksomheder og kunders renteomkostninger har ligget flere milliarder kroner over det reelle niveau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.