En af den amerikanske præsident, Donald Trumps, tætteste rådgivere Kellyanne Conway er kommet i stormvejr efter en udtalelse til tv-stationen MSNBC torsdag aften amerikansk tid.
- Jeg vil vædde med, at det er ny information for folk, at præsident Obama havde et seks måneder indrejseforbud mod irakiske asylansøgere, efter at to irakere var kommet hertil og var blevet radikaliserede, inden de stod bag Bowling Green-massakren, sagde hun.
Udtalelsen var et argument for Donald Trumps indførelse af et indrejseforbud mod personer fra syv lande i Afrika og Mellemøsten.
Ordene har vakt opsigt i en række amerikanske medier. Først og fremmest hæfter tv-stationen CNN sig ved, at der aldrig har fundet en massakre sted i Bowling Green i staten Kentucky.
Ifølge avisen Washington Post er to irakere fra byen blevet dømt for at støtte al-Qaeda med våben. Begge mænd har tilstået at have deltaget i angreb mod amerikanske styrker i Irak. Men aldrig i Bowling Green.
CNN skriver, at den første del af Conways udsagn også dumper et faktatjek. Præsident Barack Obama indførte aldrig et indrejseforbud mod asylansøgere fra Irak.
Ifølge Washington Post opgraderede de amerikanske myndigheder deres sikkerhedstjek af irakiske asylansøgere efter anholdelserne.
Men både avisen og tv-stationen skriver, at der aldrig blev sat et stop for ankomsten af irakiske asylansøgere.
Hverken CNN eller New York Times skriver, hvorvidt de to mænd kom til USA som asylansøgere. CNN noterer dog, at FBI havde de to mænd under observation fra deres ankomst i landet.
I interviewet med MSNBC siger Kellyanne Conway, at "de fleste ikke kender til sagen, fordi det ikke blev dækket af medierne".
En af de republikanske senatorer fra staten, Rand Paul, har tidligere henvist til et bombeforsøg i Bowling Green. Det skriver den britiske avis The Guardian.
Anklageren i sagen mod de to anholdte irakere fra byen afviser dog, at de havde planer om angreb i USA, skriver avisen.
/ritzau/