Fem tidligere amerikanske forsvarsministre kritiserer Trump-administrationens afskedigelser i toppen af forsvarsministeriet, Pentagon.
Det sker i et brev til medlemmerne af Kongressen, skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
De fem tidligere forsvarsministre har tjent under både demokratiske og republikanske præsidenter.
- Vi skriver for at opfordre Kongressen til at holde Trump ansvarlig for disse hensynsløse handlinger og udøve den forfatningsmæssige tilsynspligt, lyder det i brevet.
Brevet er underskrevet af Lloyd Austin, William Perry, Chuck Hagel, Leon Panetta og James Mattis. Sidstnævnte var forsvarsminister i Donald Trumps første præsidentperiode.
Trump afskedigede i sidste uge den øverst rangerende general i det amerikanske militær, Charles Q. Brown. I stedet har Trump nomineret generalløjtnant Dan Caine til at overtage posten.
Trump begrundede ikke fyringen, men takkede blot Charles Q. Brown for "40 års tjeneste for vores land".
Brown blev for to år siden udpeget til topposten af den daværende præsident, Joe Biden.
Trump har foruden Charles Q. Brown fyret fire andre admiraler og generaler.
De fem tidligere forsvarsministre skriver i torsdagens brev til medlemmerne af Kongressen, at "Trumps afskedigelser rejser bekymrende spørgsmål om, hvorvidt administrationen ønske at politisere militæret".
Den nuværende forsvarsminister, Pete Hegseth, har forsvaret ændringerne i Pentagon.
Hegseth udtalte for nylig, at Donald Trump blot har valgt de ledere, som præsidenten ønsker skal stå i spidsen for USA's forsvar.
Trump har foruden afskedigelserne i toppen af Pentagon lagt op til store besparelser i det amerikanske militær.
Forsvarsministeriet, der har 1,3 millioner ansatte under sig, er den største arbejdsgiver i USA.
I sidste uge oplyste ministeriet, at man skal skille sig af med omkring fem procent af de ansatte.
/ritzau/