Inger Støjberg har i denne uge sat sindene i kog, efter hun i et debatindlæg i BT har opfordret danske muslimer til at holde ferie, når de faster under ramadanen. Hun mener nemlig, at det kan være farligt for os alle, hvis eksempelvis buschaufføren ikke spiser og drikker.
Integrationsministerens forslag har både fået muslimer, partikolleger i Venstre samt fagbevægelsens top til at ryste på hovedet.
Og nu går også forfatter og kaptajn på Nordkaperen Troels Kløvedal ind i sagen. I et debatindlæg i Politiken skriver den 75-årige eventyrer direkte henvendt til Inger Støjberg:
"Du glemmer, at der er religionsfrihed i Danmark, og nu, hvor du ikke kan finde på flere ting at genere muslimerne med, finder du på dette helt ufattelig dumme med, at man ikke er klar i hovedet, fordi man ikke spiser fra solopgang til solnedgang."
Troels Kløvedal spørger i samme omgang ministeren, om hun selv har prøvet at sulte. I så fald ville hun nemlig vide, at det skærper sanserne ikke at spise i en periode, lyder det fra Troels Kløvedal. Han har selv prøvet at faste om dagen i solidaritet med en havnearbejder fra Casablanca, der var med ombord på Nordkaperen, og det svækkede på ingen måde evnen til at sejle eller navigere, lyder argumentet fra Troels Kløvedal.