Ved første øjekast ligner han enhver anden rask ung mand, som han sidder der og spiser frokost. Lidt spinkelt bygget, men alligevel. Indtil man får øje på stokken.

25-årige Jonas ved, at der bliver lagt mærke til ham, når han kommer gående på gaden med sin stok. Det er en af grundene til, at han i aften sammen med vennen Andreas, der er lam på grund af en svømmeulykke, springer ud som muskelsvindsramt på tv:

»Vi var til fest en vinteraften, hvor vi var blevet lidt fulde. Så siger jeg for sjov til Andreas: »Vi skal sgu da helbredes«. Men selvom det forekom absurd, var der det der håb: tænk nu, hvis... Jeg fik sådan nogle øjebliksbilleder, hvor jeg så mig selv løbe op ad trapper, og Andreas rejste sig fra sin kørestol.«

Og hvad gør man så, når den vestlige videnskab for længst er kommet til kort, og ens håb om helbredelse bliver mødt med et krav om, at man skal acceptere sin sygdom?. Jonas og Andreas besluttede sammen med vennen Niels at rejse tværs over USA for at se, hvad en voodoo-præstinde, en nigeriansk heksedoktor, en fanatisk, nykristen prædikant, en indiansk shaman og en kinesisk qigong-lærer kunne tilbyde.

Jeg er ikke som de andre

Jonas Terp Sørensen fik sit første hjertetilfælde som 16-årig, hvor han var ved at miste livet, og fik indopereret en pacemaker. 23 år gammel fik han desuden konstateret muskelsvind.

»Indtil da havde jeg bare været ham, der spiste langsommere og snøvlede, når jeg talte. Jeg var bare anderledes end andre mennesker uden at vide hvorfor. Jeg havde skabt en identitet på ikke at være normal,« siger Jonas.

Derfor var det både et chok og en lettelse at få diagnosen. Ligesom Jonas også havde blandede følelser omkring at blive helbredt:

»Sygdommen er en del af min identitet. Og jeg har altid været glad for at være den, jeg er. Når jeg føler mig syg, kan jeg mærke, at det er helt forkert. Det er i de der små øjeblikke, hvor jeg står foran en trappe og tænker pokkers også.«

Men han kunne ikke flygte fra håbet; det skulle testes.

»Det var dels fascinationen af at møde de mennesker, dels at gøre noget provokorende, som omgivelserne synes er forkert. Nogle tror måske, at jeg er en Jesus-freak, og det vil jeg slet ikke identificeres med. Derfor havde jeg en frygt for, at de kristne skulle helbrede mig. Så var jeg nærmest tvunget til at være troende og gå rundt og missionere og sprede Guds ord.«

Undervejs måtte Jonas og Andreas også gøre op med tanken om, at helbrederne var der for at hjælpe dem. I flere tilfælde var det vigtigere for dem at sælge produktet foran kameraet, og det provokerede Jonas, at hans sygdom skulle bruges i en pr-kampagne.

Håbet og troen

Selvom Jonas og Andreas aldrig gik fra at håbe til at tro, er Jonas stadig overbevist om, at tro er en væsentlig del af vejen til helbredelse.

»Hvis du virkelig tror, så ryger den blokering i hjernen, der siger Du kan ikke . Fra jeg fik at vide, at jeg havde muskelsvind, og tre uger frem fik jeg det væsentligt dårligere dag for dag. Fra at jeg kunne gå op ad en trappe uden at bruge gelænderet, måtte jeg hive mig op. Jeg tænkte Nu kan du næsten ikke mere , og så kunne jeg ikke mere.«

En måned efter Jonas kom hjem, faldt han om i sin lejlighed med endnu et hjertetilfælde. Udsigterne for hans muskelsvind er også dystre: Det vil gå langsomt ned ad bakke, indtil han mister de fleste kræfter i kroppen. Men håbet er der endnu.

»Turen har lært mig ikke at være så sur på sygdommen. Nu er det en del af mig, som jeg også kan være stolt af. Man får sådan en mærkelig stolthed i sig. Det er sådan lidt se, hvad jeg kan . Jeg har mange gange tænkt på, at min situation måske er lig folk, der er kraftigt overvægtige. Før havde jeg det sådan så spis dog noget mindre . Nu ved jeg, at det er enormt svært at lave om på noget, der grundlæggende er en del af en selv. Jeg kan ikke bare få mine muskler tilbage ved at træne, men jeg har trods alt fået det bedre. Det er ikke noget, man bare kan, der skal ske en nærmest kemisk forandring i hjernen.«

Filmen er også sådan en slags se, hvad jeg kan -projekt, fortæller Jonas. Men det var turen, der var vigtig, ikke selve filmprojektet, og jonas og Andreas er faktisk en smule nervøse ved tanken om, at andre mennesker skal se filmen. Men Jonas har alligevel en klar opfattelse af, hvad det er for et budskab, de vil have ud til publikum.

»Det største problem, man kan møde i vores situation, er, at der er utroligt mange rigtige svar. Du skal tage dig sammen, du skal acceptere det . Det er enormt destruerende med den moral, der er omkring sygdom. Det kan man ikke bruge til noget. Det får en til at føle, at man ikke fortjener selvrespekt, at man ikke har nogen kraft inden i sig. Selvfølgelig har man det.«

jonas og Andreas næste roadtrip går til Japan nu til sommer. Men der bliver ingen besøg hos helbredere.

»Efter at jeg blev syg, har jeg fået et meget mere pessimistisk syn på livet, men jeg har også fået et meget mere optimistisk syn. Noget, jeg i hvert fald ikke er blevet, er mere ligeglad. Det er som om, der er mere på spil. Jeg har sgu noget at leve for.«

Helbredelsen bliver vist på DR2 i aften kl. 22.00.