SF må under en ny formand forlade det politiske spor, partiet har kørt i siden valget. Både for SF's skyld og for regeringens skyld.
Så kontant er opfordringen fra SF'eren Trine Pertou Mach, der var nævnt som en mulig afløser for Villy Søvndal, men som søndag meddelte, at hun ikke stiller op.
- Vi kan ikke fortsætte med samme politiske linje. Vi er nødt til at tale til folks drømme og håb i stedet for at lade folks drømme og håb knække, som det desværre lidt har været tilfældet siden valget, siger Trine Pertou Mach.
- Vi er nødt til at levere det, vi sagde før valget: At vi skal sammen gennem krisen uden at lade nogen tilbage på perronen, siger hun til Ritzau.
Hun mener, at SF's nye formand skal favne hele partiet, der har været splittet siden regeringsdannelsen, hvilket især blev udstillet i forbindelse med skattereformen.
Efter reformen, der blev indgået med Konservative og Venstre, faldt opbakningen til partiet markant, og mange i baglandet har ment, at SF gav køb på sin sociale linje.
- Der har været så mange bristede drømme siden valget, og det er vores opgave at svare for dem. Formanden skal give folk en ny retning og vise, at det har betydning, at der er kommet en ny regering.
- Projektet har været at få magten, men hvad skal SF bruge magten til? Vi skal ikke udfordre regeringsgrundlaget, men udover at være aktiv i regeringen skal vi også have noget, vi gerne vi. Regeringens politik er ikke SF's politik, siger Trine Pertou Mach.
Ind til videre har kun Astrid Krag, som tilhører inderkredsen omkring Villy Søvndal og været fortaler for partiets nye regeringsduelige linje, meldt sit formandskandidatur.
Trine Pertou Mach, som tilhører den mere traditionelle og røde del af SF, vil "ikke ind i en navneleg", som hun siger. Det vigtigste er, at personen favner hele partiet.
- Der skal være plads til os alle. Vi skal have styrket vores partidemokrati og løst frustrationen over ledelseskulturen og den manglende plads til alle. Det bliver en kæmpe opgave, siger hun.
Hun håber, at der stiller en anden kandidat op end Astrid Krag, så medlemmerne af partiet får indflydelse på formandsvalget.